De kalder mig posedamen derude i den virkelige verden, altså mine kolleger. Det er forståeligt nok, for jeg har altid både KÆMPE skoletaske, computertaske, min smukke gule taske med cykel på og ofte den smækre neonsag med mig i skole hver dag. Det værste er, at de har ret. Jeg vælter rundt i bøger, hæfter, aviser, retteopgaver, sedler osv. Jeg må konstatere her en måned efter skoleårets start, at tiden - og livet - forsvinder fra mig. Sådan er det altid i august, hvor jeg (og min lærermand) har skolestart, hvor mine børn (i år 3 styks) igen skal i skole og lære faste rutiner, hvor to af mine unger fylder år og skal fejres på behørig vis, hvor børnene starter op på alle deres fritidsaktiviteter, som de skal have hjælp til at komme til og fra, og hvor skolerne holder møder en masse, både for lærerne og forældrene, og jeg er jo ligesom repræsenteret i begge kategorier...I år har jeg ydermere været på kursus i København (hvilket nu var skønno...) og på overnatningstur med 27 nye 7. klasses elever, så jeg er træt, træt, træt. Træt af altid at skulle noget, træt af altid at være på, træt af aldrig at have tid til noget selvvalgt. Jeg savner især mine timer ved symaskinen, min blog og hele det blik for kreari, som jeg ellers holder af. Men men men det skal være slut, skal det! Jeg melder mig ind i mit eget liv igen, og fra i morgen (hvor sidste forældremøde for denne omgang er ovre) skal jeg kreere, skal jeg. Håber der er bare nogle få derude, som ikke har opgivet mig helt endnu, for jeg er altså stadig i en eller anden form for live...især i morgen...
Dejligt at høre fra dig igen! Øv, jeg kunne have skrevet det indlæg. Altså bortset fra lærerdelen :o) Men jeg har det på præcis samme måde. Synes hver eneste dag er brolagt fra morgen til aften med daglige gøremål, huslige pligter, møder, hente/bringe børn, arbejde, krav, forventninger, madpakker, vasketøj, pis og papir og en endeløs række af ting, der skal ordnes og gøres, inden jeg kan nå derhen, hvor jeg kan gøre noget, jeg rent faktisk har lyst til. Og det øjeblik kommer bare aldrig!
SvarSletØv, mand. Et par måneders orlov ville være virkelig kærkomne. Håber, det snart lysner for dig!
Tak for omsaorgen, og hvor er det både rart og trist, at der er andre, der har det på samme måde. Rart fordi man bliver bekræftet i, at man ikke er alene om at synes, at livet faktisk er en rimelig krævende størrelse dagligt at battle med. Trist fordi det da siger noget om, at der er noget galt i den måde, vi har indrettet livet på i det her land. Vi har for travlt alle mand - eller måske især kvinder...med at nå vores familie og vores jobs samtidig med, at vi skal nå vores hjem, vores venner, vores interesser og os selv. Åh gud lad der komme nye tider, ja her siger jeg ikke noget om folketingsvalget (selvom mine hænder er pænt løftede i en lille jubeldans...), men man kan da håbe. Kan man ikke? Det gør jeg.
SvarSlet