Indtryk




Nogle ting gør indtryk. De ligger i mit sind og ulmer, udfordrer mig eller bekræfter mig. Gør noget ved mit syn på livet. Jeg konsumerer verden omkring mig. Jeg elsker gode bøger, gode film, gode artikler, flotte billeder, udfordrende kunst osv. Jeg elsker, når livet gør indtryk, som f.eks. her:


Lige nu læser jeg Jacob Ejerbos Liberty; sidste del af hans Afrika-trilogi. Det er nogle fantastisk kringlede fortællinger fra forskellige perspektiver, men alle omhandlende det Afrika, som både hvide og sorte har del i. Den viser især den store afgrund der er mellem sort og hvid, både hvad angår økonomi og muligheder men også livssyn. Men ligeså tydelig afslører trilogien den store afgrund, der kan være mellem børn og deres forældre, og maner til eftertænksomhed, når man har eller får teenagere i sit liv. Nærhed til sine forældre er en nødvendighed for at komme gennem den forbandede ungdom...hvilket især første bog i trilogien tydeliggør; Eksil er skræmmende læsning og med den mest brutale afslutning en dansk bog nogensinde kommer til at få, er der i mine øjne dømt klassiker. Kan anbefales!!


De senere år har jeg læst meget ungdomslitteratur, fordi jeg er skolebibliotekar, og fordi det er en fryd at læse alle de fantastiske bøger, som kunne have hjulpet mig gennem de alt for lange svære teenageår for nogle dekader siden, og fordi jeg synes, at tidens ungdomslitteratur er overraskende godt skrevet. Her er virkelig eksistentialistiske bøger af en ofte god litterær kvalitet. Og nu taler jeg ikke bare om Twilight...men også barskere serier som The hunger games, hvor scenerne udspiller sig i et realityshow med kampen om liv og død som omdrejningspunkt. og der bliver ikke lagt fingre i mellem i beskrivelserne...eller Scot Westerfelds Uglies-serie om et fremtidssamfund, hvor en skønhedsoperation er lige så almindlig som en ny frisure med de identitests- og samfundsmæssige komplikationer det giver til følge. Begge disse serier er virkelig et forskruet spejl af vores liv og livsvalg, og derfor gør de indtryk og maner til eftertanke.



Jeg har stor hang til samfundskritik, ikke fordi jeg er en brokrøv...jo måske lidt...og derfor er det også oftest meget samfunds- og tidskritiske bøger som gør indtryk på mig. McCarthys Vejen er den mest dystopiske skildring, jeg nogensinde har læst. der er så få glæder og så lidt håb, at manglen på positive følelser i store dele af bogen virkelig giver mening. Det er en læseoplevelse for livet, og selvom filmen virkelig rammer tonen godt, så er håbløsheden på skrift bare så meget mere fortvivlende og uforglemmelig. Den islandske Stormland er et stykke fabtastisk litteratur. Underholdende, trist og sjov på samme tid, og så rammer den vores tid og værdier lige på kornet. Det gør selvfølgelig o¨gså læseoplevelsen bedre, at jeg tror, at jeg er den kvindelige udgave af hovedpersonen Bøddi, hvis det altså ikke lige var for min kære mand, mine fire skønne unger og så alt det andet, men god damn it, hvor jeg bare må give Bøddi ret i hans harme over verdens sammenhæng.

Jeg ser mange film sammen med min kære mand. Han er filmcogniceur, hvorimod jeg mere er kritikker-typen. Mine yndlingsgenrer er nok især sci-fi, realisme med eller uden et twist, episke dramaer og indiekomedier. Nogle få udvalgte film kunne være God Father (hele serien, elsker især den forhadte treer, elsker dens dekadence og storhedens fald, dens smerte), Deer Hunter (fantastiske miljøskildringer og en grusom fortvivlelse og ensomhed i det postkrigsramte USA), Brokeback Mountain (kærlighed og smerte, samhørrighed og ensomhed, cowboys græder også, og jeg græder med dem), Donnie Darko (fed fed ungdomsfilm med et solidt syret twist), Inception (fantastisk godt udtænkt plot og eminent udført), Nordkraft (en dansk film, som har smidt trangen til hyggenygge, gospelkor og tåreperseri, livets råhed serveret på et fad). Ja det var bare nogle få.